Rejsedagbog fra Nordamerika 2011

Flint, Michigan, onsdag den 28. september 2011.

Man har kaldt Michael Moore for ’Amerikas dårlige samvittighed’. Det er ham, der både i film og bøger har afsløret en masse urimeligheder og råddenskab i det amerikanske samfund. Bl.a. har han – med sin fødeby Flint som eksempel – fortalt, hvordan mange amerikanske byer er blevet næsten ødelagt af op- og især nedturene i den vigtige bilindustri.

Umiddelbart virker det nu, som om bl.a. den fabrik, hvor General Motors fremstiller amerikanernes store elskede trucks, har bragt Flint noget på fode igen. Og – hvad der jo er meget passende, når man kører i den slags køretøjer: Benzinen er billigere her i Flint, end vi har mødt det noget andet sted i USA (3 dollars og 19 cent pr. gallon. Det er noget billigere end i Danmark – for at sige det mildt)!

Fra Kristian Østergaard ved vi, at Michigan var en af de stater, hvor en del danske emigranter slog sig ned omkring år 1900. 6.390 for at være helt nøjagtig. Mange arbejdede dengang i landbrug og skovbrug i denne stat, som grænser op til tre af de store søer, Lake Michigan, Lake Superior og Lake Huron (og faktisk også en lille smule til Lake Erie). Senere har nogle af dansk-amerikanerne sikkert også fået arbejde på de store Ford-fabrikker i Detroit og indenfor bilindustrien i det hele taget. Rundt om i Michigan var der også adskillige steder, hvor danskerne grundlagde kirker, men hvad der er blevet af dem, er der ikke tid til at udforske nærmere på denne tur.

Hvad vi derimod kan se i nærheden af Olivet, hvor vi overnatter med udsigt over Pine Lake, er, at de stærke danske udvandrerkvinder ikke helt er blevet glemt. Vi støder nemlig på både Sine Road og Stine Road, og det tyder da på, at der her har været danske kvinder, der har sat sig spor.

I anledning af, at vi nu har rundet 10.000 miles (16.000 kilometer) sammen med vort motorhome Buddy, skal I for resten have en nærmere præsentation af ’udyret’. Her er både opholdsstue med bord og bænkeplads til fire, køkken med gaskomfur og tre blus, ovn, mikrobølgeovn og emhætte samt køleskab, fryser og rigeligt med køkkenskabe samt to soveværelser med to sengepladser bagi og to oven over forsæderne (hvor Anne-Sofie og Karin havde deres ’lejlighed’, da de var med os i de første uger. Desuden er her badeværelse med badekar og bruser, toilet, håndvask og skab. Og så har Buddys tidligere ejer, Steve, sørget for, at der er rigeligt med skabsplads. Faktisk er her ikke mindre end 18 skuffer og skabe. Vi har også aircondition til de varme dage og centralvarme til de kolde, og så kan vi selv skaffe os strøm på hele tre forskellige måder: via konverteren, der sættes i bilens cigar-tænder, via opkobling til almindelig strøm på campingpladser og lignende steder, – og en generator har vi også, hvis det skulle blive nødvendigt. Nå ja, og så glemte jeg vist at nævne, at man også sidder ganske komfortabelt i de to bløde forsæder, mens Buddy næsten kører helt af sig selv, for cruise-control (autopilot) er nu en behagelig ting.

Og mens vi så kører de mange miles ad Interstate 69 østpå mod den danske kirke på Niagara-halvøen, der ligger mellem de to sidste af de store søer, Lake Ontario og Lake Erie, støder vi gang på gang på skilte, der advarer os om, at det koster 15 års fængsel at køre en vejarbejder ned.

Mens jeg sidder og tænker lidt over, at det da godt nok er en temmelig streng straf, spørger min kære hustru – på sin sædvanlige drilske facon: ”Tror du, det er pr. styk?”

Chicago, Illinois, tirsdag den 27. september 2011.

Selv om det øsede ned søndag eftermiddag, var humøret højt i hele Wisconsin. Statens stolthed, fodboldholdet Green Bay Packers, slog nemlig på udebane ærkerivalerne fra Chicago Bears med 27-17. Og mange amerikanere har jo et næsten religiøst forhold til amerikansk fodbold, – særligt i Wisconsin tror jeg.

I Denmark, en lille by ikke langt fra Green Bay, hoppede folk over vandpytterne på vej ind for at se kampen på storskærm på den lokale sportsbar, hvor der i øvrigt står på døren, at man ikke må medbringe skydevåben. Og da vi senere på dagen nåede storbyen Milwaukee, var der mennesketomt i gaderne. Årsag: Det regnede stadig, og i radioen kunne vi høre, at man var nået til de sidste spændende minutter af fodboldkampen, som Wisconsin-holdet altså vandt.

Denmark ved Green Bay, som må være det fjerde ’Denmark’, vi besøger, hed oprindelig Copenhagen. Det var nogle langelændere, der var kommet langt (!) hjemmefra, der allerede i 1848 grundlagde byen, og måske var det, fordi nabobyen hed Poland (Polen), at Denmark fik sit nuværende navn. Nu bor her godt 2.000 mennesker, men bortset fra en Jorgensen-vej og byskilte med et hjerteformet Dannebrog på, er her nu ikke meget dansk tilbage. Det forsvandt sikkert – som mange andre steder – med verdenskrigene, hvor det blev opfattet som ’upatriotisk’ at tale andet end amerikansk.

Mange steder i Wisconsin var der mange tyske indvandrere, hvad navne som Germantown, Kiel, New Berlin og New Holstein vidner om, og ind til 2. verdenskrig udkom der daglig 4-5 tysksprogede aviser i Milwaukee, fortalte Jakob. Men det sluttede altså med krigen, og denne ’amerikanisering’ af alle immigranter ramte altså også danskerne og deres småsamfund som Denmark.

Racine syd for Milwaukee er en meget større by med næsten 100.000 indbyggere. I 1904 fortæller Kristian Østergaard i sin Udvandrerbog, at ud af byens dengang 30.000 mennesker var 7.000 danske. Han kalder den i øvrigt ’en smuk by’, og det er måske årsagen til, at man har opkaldt en gade i Racine efter pastor Østergaard. 

Desværre skæmmes den smukke by af et hovedstrøg med mange tomme butikker. Det er et tilbagevendende problem i mange små og store amerikanske byer. Men (oprindeligt) danske kirker, et dansk plejehjem og ikke mindst den danske O&H-bager er her stadig, så vi forsyner os med rugbrød og lidt til den søde tand. Bageren ’eksporterer’ i øvrigt sine kringler til hele USA, og man er meget stolte af, at præsident Obama også for nylig kiggede inden for og smagte lidt dansk kringle. Det er også OK, men helt som derhjemme er det nu ikke.

Det er ikke meget godt, Kristian Østergaard har at sige om storbyen Chicago i staten Illinois, bortset fra, at ”i en By som Chicago er der som Regel altid Arbejde at faa, og til forholdsvis god Betaling … for Folk, som vil og kan arbejde, og som ikke holder sig for gode til at tage fat paa hvad som helst.”

Men dybest set advarer Østergaard mod byen og skriver bl.a., at ”det kan lige saa lidt anbefales Folk at rejse her til som til andre af de store Byer!” Alligevel nævner han, at 1,7 % af Chicagos befolkning ved folketællingen i 1900 var af dansk afstamning. Det svarede til mere end 10.000 danskere. Hvor mange der er i dag, har jeg ikke tal på, med i det 104 år gamle plejehjem ’The Danish Home’ møder jeg nogle af de ældste, som i øvrigt stadig taler dansk. Her ligger også både Billed-Bladet, Politiken Weekly og den ene af de to danske ugeaviser i USA, Den danske Pioneer, på sofabordene. Og på væggene er der masser af dansk udsmykning. Særligt billeder af de kongelige – med Christian den 10. på hæderspladsen – fylder godt op, men der er også billeder af og håndskrevet brev fra Victor Borge, som flere gange har besøgt hjemmet.

Vi får nu et rigtig godt indtryk af Chicago, som går under øgenavnet ’the windy city’. Mens vi er i byen, er den mere en ’rainy’ city, så vi søger bl.a. inden døre i det spændende kunstmuseum, hvor man med stolthed fremviser åkandebilleder af Monet, ”Nighthawks” af Edward Hopper, ”Amerikanske vinduer” af Chagall, ”Soveværelset” af van Gogh og ”American Gothic” af Grant Wood. Imponerende flot!

Jeg sender også lige nogle tanker tilbage til sidste gang, jeg besøgte byen – og løb marathon her. Det var hårdt, men sjovt. Om 14 dage gentager man successen, men denne gang bliver det uden mig. For tiden har Birgit og jeg nok i vores road-trip-rundt-i-så-meget-af-USA-og-Canada-som-muligt-marathon!

Oshkosh, Wisconsin, søndag den 25. september 2011.

Da jeg sidst besøgte Askov i Minnesota, var det Hertha og Red, der fortalte og viste rundt i denne lille by, der ligger som en dansk enklave omgivet af skove og marker, et indianerreservat og andre småbyer befolket mestendels af folk, der i sin tid kom fra de andre skandinaviske lande. Minnesota er nok den mest skandinaviske stat i USA.

Denne gang er det så Arla, Hertha og Reds datter, der beredvilligt fortæller videre på historien om Askov. ”Min far døde i 2006, da byen her fyldte 100 år. Selv blev han 87, og i anledning af byjubilæet havde mændene bestemt, at de ville lade skægget gro, så de kunne ligne pionererne fra dengang. Den konkurrence ville far så gerne vinde, men det nåede han desværre ikke,” fortæller Arla med tårer i øjnene. ”Men mor lever endnu og har det nogenlunde og deler hus med min søster.”

Vi har mødt Arla henne i den lutherske kirke, der ikke helt ligner sig selv fra sidste gang. Der er blevet bygget til foran kirken, så den stejle trappe op til våbenhuset er forsvundet. Nu er der kontorer, mødelokaler og det meget vigtige rum til kaffen efter gudstjenesten i den nye bygning, og så er der også blevet plads til toiletter, elevator og en meget mindre stejl trætrappe. Selve kirkerummet er der ikke ændret så meget ved. Her er stadig Jes Schmidts prædikestol og alterparti og Thorvaldsen-figurerne. Men i modsætning til så mange andre steder, hvor vi har set dem, er dåbsenglen her laver af marmor, og Arla mener, at det må være en af Thorvaldsens elever, der har lavet en kopi af mesterens fine dåbsskulptur fra Københavns Domkirke 

Nede i kirkens kælder er Arla og flere af kirkens andre damer i gang med at gøre klar til ’rummage sale’. Det er en af måderne, man samler penge ind til kirken på. Den går i al sin enkelhed ud på, at man forærer de ting til kirken, som man ikke selv har brug for. Så bliver de ved et rummage sale købt af nogle andre, der heller ikke har særlig meget brug for dem, og næste gang, man har et sale, kommer disse nærmest ubrugelige ting så tilbage igen, og så kan man eventuelt købe dem tilbage – selv om man stadig ikke har brug for dem. Og alt iberegnet er det altså en temmelig god forretning for kirken.

Arla ved godt, at hun deler navn med det store danske mejeriselskab, og hun synes, det er lidt sjovt, fordi hun jo har danske rødder. Det har rigtig mange i Askov, og faktisk er byen så dansk, at gadenavne som Brogade, Skolegade, H.C. Andersens Allé, Købmagergade, Jernbanegade, Kirkealle og Dannebrogsallé står skrevet på dansk med engelske oversættelser nedenunder.

Vi tager over til den gamle stationsbygning, der nu er et fint lille museum, der fortæller byens og pionerernes historie. Her er gamle markredskaber og noget af det udstyr, man brugte i skovene og på savværkerne. Og så er her en fuldt udstyret butik anno 1920 og den tids køkken og spisestue. 

Her fortælles også om rutabaga-rodfrugten, som engang var byens stolthed. Man kaldte sig ligefrem verdens rutabaga-hovedstad, og byfesten hvert år i august hedder stadig Askov Fair and Rutabaga Festival. Man kan også læse historien om præstesønnen Vern Mikkelsen fra Askov, der blev en af de bedste basketball-spillere i USA. Og om byens tidligere borgmester Hjalmar Petersen, der – om end blot i et par måneder – var staten Minnesotas guvernør.

”Nu lever de godt 300 mennesker i Askov ikke længere af landbrug og skovdrift,” fortæller Arla. ”Nogle arbejder på det nærliggende casino, som ejes af indianerne. Nogle arbejder på fængslet i nabobyen, og nogle kører hver dag til Minneapolis og arbejder der. Men det er langt! Og så har man bygget en skole, som har erstattet mange mindre skoler – bl.a. H.C. Andersen-skolen her i Askov. Den er ¼ mile (400 meter) på hver led, og nogle af lærerne bor her i Askov.”

Hjalmar Petersen var i øvrigt også redaktør af byens avis, ’The Askov American’. Sammen med Arla tager vi hen på Købmagergade og ser, hvor fint den gamle bygning, der endnu rummer avisredaktionen, er blevet sat i stand. Det kunne man godt lære noget af i mange af de andre småbyer i USA. Og så viser det sig, at Arla har bagtanker med at tage os derhen, for nu skal vi også fotograferes, så der kan komme lidt med om vores besøg i næste uges udgave af ’The Askov American’. Arla har nemlig fra sin mor overtaget jobbet som redaktør af det, hun selv kalder ’Askov-sladderspalten’. Hun viser os denne uges udgave af avisen. Askov-spalterne handler om stort og småt i den lille by: Hvem, der er døde, hvem der er blevet gift, hvem der har haft besøg af hvem – og så naturligvis alle notitserne om det, der foregår i byen – bl.a. morgendagens rummage sale. Gad vide, hvad Arla finder på at skrive om os i næste uges udgave af ’The Askov American’.

Vi får også lige historien om skovbranden, der i sin tid udslettede byen. Det var i 1884, og man kalder branden for ’den store Hinckley-brand’. Den startede nemlig nær nabobyen Hinckley, og alting brændte i en forfærdelig fart. Mange folk gik til, men nogle nåede dog at redde sig ved at hoppe på toget, som holdt på Hinckley station. ”På den måde slap de væk fra branden,” fortæller Arla, ”og da de kom til Partridge, som Askov hed dengang, stoppede toget for at tage folkene herfra med. Men de kunne ikke se nogen brand, så de skulle ingen steder. Og så måtte toget jo køre videre uden dem. Da skovbranden så faktisk kom lidt senere, kunne de heldigvis redde sig ud i en sø i nærheden.”

Der var to grunde til, at de omkring 50 danskere, der i 1906 kom samlet til området, efter at Dansk Folkesamfund havde købt det af jernbaneselskabet, gav byen sit nuværende navn. For det første  syntes de, det var meget passende med Askov, fordi de var grundtvigianere, og navnet mindede dem om den store grundtvigske højskole derhjemme, som flere sikkert havde gået på. ”Og så betød navnet jo ifølge dem ’askeskoven’,” fortæller Arla, ”så det var jo – efter den store brand – meget passende.” Om det er en forklaring, der holder vand, må vist komme an på en nærmere undersøgelse.

Efter den fine rundvisning tager vi afsked med Arla – og kan så kun vente i spænding på, hvad hun kan finde på at skrive om vort besøg i ’sladderspalten’ i næste uge.

Men inden vi forlader Askov, stikker vi også lige hovedet inden for i Lena’s butik og café. Her kan man købe skandinaviske ting og sager, og så kan man også få serveret en ’Rutabaga malt’, som er en slags milkshake med den meget specielle rutabaga-roe og rigeligt med vaniljeis. Den skulle jeg selvfølgelig prøve. Jeg kan kun sige en ting: Jeg overlevede!

Og via besøg i West Denmark ved Luck i det vestlige Wisconsin og Withee i midten af staten, når vi så til universitetsbyen Oshkosh, der ligger smukt ved Lake Winnebago og Lake Butte des Morts-søerne. Desværre er der for tiden et stort vejarbejde, som gør, at flere veje og frakørsler fra motorvejen er lukket, men med lidt besvær lykkes det os at finde Kimberly og Jakob, som jeg i sin tid har haft den fornøjelse at vie. Det er nogle år siden, og nu har de – inklusive deres tre søde piger, der i mellemtiden er kommet til – altså slået sig ned her i Oshkosh, hvor Kim arbejder for det store papirfirma Kimberly-Clark, og Jakob underviser på universitets business school. Så på en måde er de vel nogle af de mest ’rigtige’ dansk-amerikanere, vi har mødt på vores tur.

Det er dejligt med et pusterum i Oshkosh. Buddy får sig en velfortjent slapper, og vi hygger os med familien og oplever dragebådsregatta, rundvisning i den hyggelige by, hvis downtown-område for nylig har ’medvirket’ i en gangsterfilm med Johnny Depp, og kirkegang i en af byens lutherske kirker, hvoraf flere har ’danske’ rødder. Og så smager vi ikke mindst rigtige danske frikadeller med nyopgravede kartofler fra Kim og Jakobs køkkenhave. Bedre måltid har vi ikke fået længe. Uhm!

Minneapolis, Minnesota, torsdag den 22. september 2011.

’De 10.000 søers land’ kalder man Minnesota, hvor der bor lige så mange mennesker som i Danmark – på et område, der er fem gange større. De fleste – op mod 3 mill. – bor i tvillingebyerne Minneapolis/St. Paul, og man regner med at ca. en tredjedel af Minnesotas befolkning nedstammer fra immigranter, der kom fra de skandinaviske lande. Derfor er det ikke så underligt, at man som dansker hurtigt føler sig ’hjemme’ i Minnesota.

”Maaske vil der inden længe være flere Danskere i Minnesota end i nogen anden Stat,” forudsagde  A. Bobjerg i 1911 i Geografisk Tidsskrift, hvor han i øvrigt oplyste om de mange muligheder, der er i staten – bl.a. med hensyn til landbrug, som sammen med skovbrug og minedrift stadig er nogle af de store erhverv i Minnesota.

Her er kolde vintre og lange somre, men vi er nu kommet til Minneapolis på en lidt kølig og blæsende efterårsagtig dag, så vi søger straks inden døre i det kæmpestore indkøbsmekka ’Mall og America’, der vist med sine 500 butikker er det største af slagsen i USA. Her er alt, hvad hjertet kan begære, og mere til – inklusive en overdækket forlystelsespark midt i centret. Hvis man er lidt af en shopaholic, kan man godt få sin lyst styret her.

Nær Mississippi-floden, der i øvrigt udspringer her i staten, ligger i det sydlige Minneapolis Skt. Peders kirke, der oprindelig blev grundlagt af de grundtvigske danskere, der kom hertil. Man holder stadig nogle danske traditioner i hævd, og der er stadig en del dansk-amerikanere, der kommer i kirke her. ”Omkring 10-15 % af menigheden taler stadig dansk,” fortæller sekretæren Christina. Men ellers er den nydelige kirke, der er fra 1961 og erstattede en ældre kirke i nærheden, en helt almindelig amerikansk luthersk kirke. ”Vores præst har det gode danske havn Julie Ebbesen,” fortæller Christina, ”og hun har en dansk baggrund, men hun er født og opvokset og uddannet her i USA.”

Den, der for alvor har gjort de lutherske skandinaver i Minnesota berømte, er i øvrigt forfatteren og humoristen Garrison Keillor, der bor i St. Paul. Hver lørdag eftermiddag sendes det direkte radioprogram ’A Prarie Home Companion’ fra Fitzgerald-teatret i downtown St. Paul, og hver gang fortæller Keillor muntre historier om folkene i den opdigtede Minnesota-lilleby Lake Wobegon, hvor han påstår, at han selv voksede op. Der blev lavet en film om ’A Prarie Home Companion’ for nogle år siden (med Meryl Streep og Garrison Keillor bl.a.), og radioprogrammet og Lake Wobegon-historierne er stadig utrolig populære i hele USA. Måske er det fordi, Keillor engang var dansk gift, at han har fået den der lune, underspillede humor, som ikke er til at stå for, – og det er som nævnt mest de lutherske skandinaver, den går ud over.

Den nuværende Skt. Peders kirke ligner Møllevangskirken i Aarhus, hvor Birgit og jeg i sin tid blev gift, mens den gamle, der ligger i nærheden, har det mere klassiske arkitektoniske præg fra vore danske landsbykirker – som f.eks. kamtakkede gavle. Nu er det en anden menighed, der har overtaget den gamle kirke, der godt kunne trænge til en ordentlig gang vedligeholdelse.

I nærheden af de to kirker ligger også ’Danebo’, der kalder sig ’Danish American Center’. ”Her foregår lidt af hvert, og der er næsten ikke en dag, hvor centret ikke bruges,” fortæller Shel, som er en slags vicevært på stedet, der engang var et dansk alderdomshjem. ”Men siden er der bygget om og bygget til, og folk kan virkelig godt lide at komme her,” siger Shel. På aktivitetsprogrammet står bl.a. ’tøseaften’, danskundervisning, onsdagsfrokost, fyraftensmøde, dansk folkedans, ’papegøjeklubben’, der er for familier med børn, og ’æbleskive-breakfast’ hver anden søndag, så umiddelbart virker stedet til at være mere dansk end mange af de andre steder, vi har besøgt på vort roadtrip.

Vi tilbringer natten på en campingplads ved siden af Jensen-søen i udkanten af det meget udstrakte byområde, der altså tilsammen kaldes ’The Twin Cities’. Her er masser af træer og parker, og så løber Mississippi-floden lige igennem det hele. Og mens byernes stolthed, baseballholdet The Minnesota Twins spiller en af sæsonens sidste kampe ovre på Target Field, indsnuser vi også stemningen i det imponerende downtown, hvor skyskraberne stræber mod himlen, hvad der – iflg. Garrison Keillor – er så uluthersk og uskandinavisk, som det næsten kan blive. For ”ved jorden at blive, det tjener os bedst” …

Ringsted, Iowa, tirsdag den 20. september 2011.

Når nu man har en kone, der efter 36 års ægteskab stadig synes, at bryllupsdagen er værd at fejre, kan der i denne omgang kun blive tid til at fortælle, at …

— På hovedgaden i Blair i Nebraska ligger det danske arkiv og bibliotek, hvor man kan finde ganske mange oplysninger om dansk-amerikanerne. Tim Jensen viser os rundt og fortæller, hvordan man arkiverer de forskellige ting, man får ind, og vi hilser også på flere af de andre frivillige medarbejdere, bl.a. John W. Nielsen, som jeg har mødt før. Han har undervist på Dana College i Blair, der i sin tid var præsteskole for den forenede (indremissionske) lutherske kirke. Desværre måtte Dana, der i mange år har fungeret som et almindeligt college, lukke sidste år på grund af problemer med økonomien, ”og det er vi mange, der begræder dybt,” fortæller John W.

— I Elk Horn har man både en dansk vindmølle (importeret fra Nørre Snede) og et dansk immigrantmuseum, der i år er blevet kåret som Iowas turistattraktion nummer et. Lederen af museet er John Mark Nielsen, der er søn af John W., men han er desværre ikke hjemme, da vi kommer på besøg og bl.a. ser en udstilling om danske børnehjem i USA og om danske missionsforeninger. Desværre er den danske kro lukket om mandagen, men vi når da at få et indtryk af, at man i Elk Horn og det nærliggende Kimballton i høj grad holder den dansk-amerikanske ånd i hævd. Bibliotekaren fortæller os bl.a., at der stadig er folk i området, der læser bøger på dansk, og læsekredsen, som Nadjeshda, som vi i sin mødte, var medlem af, eksisterer stadig.

— I Iowas hovedstad Des Moines finder man ud over den flotte Capitol-bygning med guld-kuppel, hvor statens regering holder til, også det, der engang var den præsteskole, der udklækkede præster til de grundtvigske menigheder i USA. Stedet hedder nu Grand View University og her er en charmerende blanding af nye og gamle bygninger – og tilsyneladende masser af studerende. Foran hovedbygningen vajer Dannebrog side om side med Stars and Stripes, og flere af bygninger har også danske navne. Velkomstfesten for de nye studerende kalder man ’Studenterfest’, og ifølge programmet skal der bl.a. være foredrag om, at Iowa og Danmark er førende inden for vindenergi. Desuden skal der spises ’aebleskiver’ og være opvisningskamp med det lokale fodboldhold, ’Grand View Vikings’. 

— Det var i Ringsted i det nordlige Iowa, Kristian Østergaard var præst, da han skrev ’Udvandrerbogen’ i 1904. På vej derop kan vi ikke lade være med at tænke på, hvor meget Iowa ligner Danmark. Ja, her mangler selvfølgelig fjorde og vandet rundt om, men bakkerne og de bølgende marker er her – og vestenvinden, som vi tydeligt mærker, mens vi kører stik nord. Det gælder om at holde godt fast i rattet. ”Så hvad er I kommet til Iowa for se?” spørger den søde unge pige bag disken, ”- majsmarker?” Dem får vi i hvert fald set nogle stykker af, men det er ’danskerbyen’ Ringsted, vi gerne vil besøge. Her fortæller præsten, Lauri Boysen, os historien om den oprindelige Ansgars kirke, der blev til to: Skt. Johannes og Skt. Paul. De indremissionske danske immigranter og de grundtvigske i denne lille by på knap 500 mennesker dannede nemlig hver sin menighed og havde hver sin måde at gøre tingene på. Men siden 2007 har man så været samlet igen i ’United Lutheran Church’, – en virkelig fin stenkirke midt på hovedgaden i Ringsted og naturligvis udstyret med en kopi af både Thorvaldsens dåbsengel og Kristus-figuren fra Københavns Domkirke. Så bliver det ikke mere dansk.

Men nu er der ikke tid til at fortælle mere. Bryllupsdagsmiddagen venter: Kinesisk takeout med sur-sød sovs. Men det har selvfølgelig ikke noget med ægteskabet at gøre …

Dannebrog, Nebraska, søndag den 18. september 2011.

Når man er ude for at lede efter spor af dansk-amerikanerne, må man helt sikkert besøge Howard County i Nebraska. Det gjorde bl.a. folkene fra Odense Bys Museer, da de i sin tid lavede en udstilling og udgav bogen om ’Danskerne på prærien’, og det gør vi naturligvis også.

I det forholdsvis lille county (amt), der dog er næsten 1.500 kvadratkilometer stort og hvor der i dag bor omkring 6.500 mennesker, slog mange danske immigranter sig nemlig ned og byggede ikke færre end 12 kirker, 4 skoler og en højskole og anlagde 11 kirkegårde.

En af de bedst dokumenterede historier om dansk-amerikanerne handler om den gruppe på 15 danskere, der i 1871 under ledelse af Lars Hannibal, kom til området ved Loup River for at grundlægge en dansk koloni. Det blev til landsbyen Dannebrog, og det var her omkring, at mange danske slog sig ned i slutningen af 1800-tallet og grundlagde småbyer som Nysted, Farwell og Dannevirke. Vi får en travl søndag, for vi har sat os for at besøge alle disse steder på en enkelt dag. 

Dannevirke-kirken ligger og gemmer sig i bakkerne i det nordvestlige hjørne af Howard County i et område, der er meget øde og lidt spøgelsesagtigt. Hvor to grusveje krydser hinanden ligger den hvidmalede kirke omgivet af store træer. Kirkeklokken står på plænen foran, for nu holdes der kun lejlighedsvis gudstjenester, og man var bange for, at klokken skulle falde ned. Over for kirken ligger forsamlingshuset fra 1901, men om det stadig bruges, ved vi ikke. Derimod finder vi ud af, at der på den første kirkegård i Dannevirke kun blev begravet 11. Så anlagde man den, der stadig er i brug – og som ligger meget ensomt ca. en kilometer fra kirken ude ad den ene grusvej. Der er næsten udelukkende danske navne på gravstenene, og mens vi går rundt på kirkegården, kommer en lastbil fra firmaet ”Jensen” forbi.

I Farwell er det derimod polske navne, der står på skiltene på hovedgaden. Her havde polakker oprindelig givet byen (og posthuset) navnet Posen, men da der flyttede flere danskere til og man dermed fik flertallet, ændrede man navnet til Farwell (til Posen). Man fik også bygget en dansk kirke, men man fik aldrig sin egen præst, og i depressionsårene flyttede mange danske fra området (mens polakkerne blev), så på en måde blev det altså også et farvel til det danske, for i 1965 blev kirken flyttet til den nærliggende by St. Paul, hvor den endnu står på frilandsmuseet.

Vi ankommer til ’hovedbyen’ Dannebrog ved spisetid. På byskiltet står der, at der bor 352 mennesker i byen, hvis hovedgade man har opkaldt efter TV-manden og forfatteren Roger Welsch, som bor i byen. ’Den danske hovedstad i Nebraska’ står der på et stort skilt, og så er der masser af amerikanske og danske flag og skilte med danske tekster som ’kolonialhandel’, benzinstation’, ’dansk hal’ og ’dansk bager’. I Columbia Hall er der også et lille arkiv og museum, og så fortæller et vægmaleri med et kæmpestort flettet dansk julehjerte, at vi er kommet til ’a little town with a big heart’.

Vi går ind på det, der før var Harriet’s Cafe, for vi har ladet os friste af et skilt, der meddeler, at søndagsmiddagen står på oksesteg med kartoffelmos og majs. Vi har været her før – i Harriets tid – og fået danske frikadeller, men nu er hun gået på pension, og det er Collett, der har taget over og holder åbent tre eftermiddage om ugen – og et par søndage hver måned. ”Og jeg har ikke fået lært de der danske opskrifter endnu, men det kommer nok,” siger Collett med et smil. Der er ikke trængsel i den lille restaurant, der nu hedder K’s Corner, men vi kommer hurtigt i snak med Collett og de andre gæster, som alle er lokale.

Shirley er byens historiker og har redigeret Dannebrogs månedsblad i mange år, og hendes mand var soldat i Europa under 2. verdenskrig og var med til Nürnberg-processerne efter krigen, hvor bl.a. Hermann Göring og Rudolf Hess blev dømt. Flere af de andre fortæller, at de er delvis danske og Shirley og hendes mand har også været i Danmark tre gange. Colletts far er her også. “Han får særbehandling og særpris,” griner Collett.

Men selv om ingen siger det direkte, kan vi tydeligt mærke, at der er noget galt i denne lille danskerby. Vi undrer os over, at der ikke er flere, der aflægger Collett et besøg, men det kan jo være, fordi der er et lignende tilbud om søndagsmiddag i American Legion-bygningen på hjørnet lige over for. 

Forklaringen får vi først, da vi møder Marilyn og Jim ude ved kirken i Nysted. Collett har nemlig ringet til sin mand, pastor Bob, og via ham arrangeret, at vi skal have en rundvisning, og det er Jim og Marilyn parat til at give os.

Først kigger vi over på de sørgelige rester af det, der engang var Nysted Folkehøjskole. Nogle af de faldefærdige bygninger står der endnu, men det var helt tilbage i 1936, at højskolen blev lukket. Nu er bygningerne så ejet af en wesleyansk organisation, men de bruges ikke rigtig til noget. ”Ja, Nysted blev hårdt ramt af depressionen,” forklarer Marilyn, ”og så havde man håbet, at jernbanen kom herud, men det skete aldrig.”

Da vi vender os mod kirken, som er bygget af røde sten, peger Marilyn og Jim på de ting, der trænger til at blive repareret, og forklarer, hvad der allerede er blevet gjort. F.eks. har klokken lige været taget ned, mens ophænget i tårnet blev repareret. I våbenhuset er der fugtskader mange steder. ”Men det skal nok blive ordnet”, lover Marilyn, som foreløbig har skaffet 10.000 dollars til istandsættelsen.

Man er nemlig begyndt med selve kirkerummet, for det er der nu blevet brug for igen. ”Ja, der har været en menighed her i Nysted, men den var efterhånden blevet meget lille – måske 10, når de var flest,” fortæller Marilyn. ”Jim og jeg bor lige langt fra Nysted og Dannebrog, men vi er altid kommet i kirke i Dannebrog – indtil sidste efterår.” Og så får vi ellers hele historien om den kirkesplittelse, der også har delt Dannebrog midt over.

Pastor Bob var præst i Dannebrog, men han og et flertal af menigheden kunne ikke leve med de ’liberale’ synspunkter omkring homoseksualitet og abort, som ELCA-kirken, der er sammenslutningen af lutherske kirker i USA, efter deres mening står for. ”Vi holdt et møde om det i Columbia Hall,” fortæller de, ”og vi var i flertal, men vi var ikke de 66 %, der skulle til for at melde os ud af ELCA. Så ’de andre’ beholdt kirken i Dannebrog, og vi flyttede sammen med pastor Bob herud til Nysted, og det har vi det godt med. I søndags var vi 43 i kirke, og vi samlede mere end 1.600 dollars ind, så vi skal nok klare os, og nu hører vi til i NALC, som står for North American  Lutheran Churches. Men det er trist, at det har delt os her i området.”

Så der var altså forklaringen på, at kun nogle få af Dannebrog-folkene ville spise søndagsmiddag hos præstekonen Collett, mens ’de andre’, der holdt fast ved ELCA-kirken, holder til på den anden side af vejen.

Nysted-kirken er smuk og har bl.a. meget fint træskærerarbejde udført af Jes Schmidt, som har leveret alterbilleder og prædikestole til mange af danskernes kirker i Amerika. Han var selvlært, men hans udskæringer og træfigurer pynter virkelig i mange af kirkerne.

Jim og Marilyn tager os også med hen til Nysteds kirkegård. Her ligger lille Leif begravet. Han døde i 1909 og var søn af pastor C.P. Højbjerg, der dengang var Nysteds præst og samtidig forstander for højskolen. Han og familien tog under depressionen hjem til Danmark, men da han døde i 1953, blev hans urne bragt over Atlanten og sat ned ved siden af den lille søn på præriekirkegården uden for Nysted. Taknemlige elever har sat en mindesten for ham, hvor der står, at han var en inspirerende og idérig lærer for den dansk-amerikanske ungdom.

Vi tager også hen og ser, hvor Dry Creek-kirken engang lå. Nu er der kun en mindesten tilbage, men Marilyn og Jim fortæller, at bygningen blev flyttet ind til Dannebrog og genbrugt som kirkesal. Kirkegården, der ligger meget øde, er der dog endnu, og her er også Marilyns og Jims gravsted – med gravsten og det hele. ”Ja, her skal vi ligge engang,” siger Jim, ”men det gør ikke noget, at det venter lidt endnu!” 

Og mens Jim lige tjekker kirkegårdens nye hegn, som han for nylig har været med til at sætte op, synes både Marilyn og Jim, at det er ved at være kaffetid, – og at vi skal tage med dem hjem og se, hvordan de bor.

Det viser sig at være et dejligt hus lige ved Loup-floden. På vej derhen passerer vi gården, som har været i familiens eje i mange år. Nu har sønnen taget over, men Jim hjælper til, for der er 2.100 acres (850 hektar) med majs, sojabønner og græsning til kvæg at holde styr på. ”Men havde det ikke været for kunstvandingen, vi fik lavet i sin tid, da vi havde haft tre år i træk med tørke, så havde vi ikke klaret den. Nu dyrker vi mest majs, og meget af den bliver brugt til at lave ethanol, som jo er en slags alkohol, man kommer i benzinen. Min gamle traktor kan køre på 85 % ethanol, og alle biler kan køre på benzin med 10 % ethanol blandet i,” fortæller Jim, ”så det må I endelig huske at vælge, når I tanker op! Det har faktisk været redningen for mange farmere her på prærien.”

Ovre i garagen viser Jim stolt sine to ’airboats’ (luftbåde) frem. Det er sådan nogle fladbundede aluminiumsbåde, man også sejler rundt med nede i The Everglades i Florida. Jim har selv bygget den ene. ”Men den hoppede lige som en frø, så jeg måtte lave en del om på den, før den blev god nok. Nu kan den sejle 30 miles i timen, men den nye har jeg købt af en mand i New York, som havde den med sig fra Florida. Den kan komme op på 50 miles i timen, men jeg bruger den mest, når der er nogle gæster, der vil med en tur på floden, for min kone har ikke lyst. Hun har ellers været mig en rigtig god kone, men det her kan jeg altså ikke få hende med på,” siger Jim med et varmt glimt i øjet, mens han kalder det med bådene for den eneste last, han har. 

Under kaffen får vi snakket en masse, for Marilyn og Jim er virkelig søde og rare og meget nemme at snakke med. Vi får også tilbudt at blive natten over. Men det går desværre ikke. Buddy og pligterne (dvs. landevejen med endnu flere oplevelser forude) kalder. Så vi må sige farvel og på forhåbentligt gensyn til vore nye venner – og til den delte danskerby …

Kronborg, Nebraska, lørdag den 17. september 2011.

Vi forstyrrer egentlig pastor Krause midt i fodboldkampen denne lørdag eftermiddag. Det er hans favorithold, Nebraska Huskers, der spiller mod Washington, og de gør det godt, for de er i færd med at vinde sæsonens tredje hjemmesejr ud af lige så mange kampe.

Alligevel springer pastor Krause op af sofaen for at vise os rundt ved St. John’s kirke i Kronborg. Vi er i Hamilton County (amt) cirka midt i staten Nebraska, og hertil kom mange danskere i 1870-erne, 80-erne og 90-erne. Vi har allerede læst om deres historie i bogen om de danske kirker i Nebraska. Den hedder ’Blossoms on the Prairie’ (Blomster på prærien) og fortæller mange spændende historier om danskerne og deres kirker her i det meget flade Nebraska. 

Oprindelig var der en lille landsby omkring St. John-kirken, der blev bygget i 1888. Der var både en købmandsbutik, en smedje og adskillige huse og gårde, men de fleste er nu forsvundet, så ’Kronborg Korner’, som et skilt så fornemt kalder stedet, ligger meget ensomt og består nu nærmest kun af kirken, kirkegården, forsamlingshuset og præsteboligen.

Det var først i 1909, mens pastor N.P. Gravengaard var præst på stedet, at Kronborg fik sit navn. Ved en afstemning kunne der vælges mellem Kronborg og Solvang, og med et lille flertal gik Kronborg altså af med sejren. Som bekendt blev navnet Solvang så i 1911 benyttet af dansker-kolonien i Californien.

Allerede i 1900 havde man måttet bygge en ny St. John-kirke. Den første blev nemlig helt ødelagt af en tornado, og pastor Krause fortæller, at området her faktisk er meget plaget af voldsomt vejr. ”Vi er nok det sted i verden, hvor der er flest tornadoer,” fortæller han os på denne stille og overskyede dag, hvor det er svært at forestille sig så voldsomme naturkræfter.

Men at livet for de danske nybyggere på prærien har været hårdt, er der ingen tvivl om. Det første gravsted, man får øje på, når man går ind på kirkegården, har sin helt egen historie. Da den unge, nygifte pastor K.C. Bodholt og hans kone ankom til stedet i efteråret 1882, fortæller historien, at de blev hentet i hestevogn ved togstationen i det nærliggende Central City, og da den 24-årige fru Jensine så den træløse, øde og kæmpestore prærie for første gang, fældede hun nogle vemodige tårer.

Det blev ikke meget bedre af, at præsteboligen ikke var blevet helt færdig, før vinteren kom. Men den 16. marts 1883 kom så præsteparrets førstefødte, Axel Aage Krejberg Bodholt, til verden, og glæden var stor. Desværre blev den også kortvarig, for den 3. april døde hans mor, Jensine Kristine. Hendes grav blev den første på kirkegården, og den er der altså endnu.

Sammen med pastor Krause finder vi også gravsten, der fortæller, at her ligger de kendte ’præriepræster’ Niels C. Strandskov og hans søn Holger begravet. De var begge præster her ved kirken i 1920-erne og 30-erne – ligesom udvandrerbogens forfatter, Kristian Østergaard, var det fra 1898 til 1906.

Både udvendig og indvendig er St. John’s kirke meget smuk – om end træbeklædningen indvendig gør den noget mørk. Men måske er det de hvidmalede trævægge og det røde tag, der gør den særligt ’dansk’ at se på. Og på alteret står naturligvis – som i så mange af danskernes kirker i USA – en kopi af Thorvaldsens Kristus-figur fra Københavns Domkirke.

Pastor Krause tager os også med over til forsamlingsbygningen ved sine af. Her er der både en menighedssal i kælderen, hvor den uundværlige kirkekaffe bliver serveret, en ’gymnastiksal’ med et flunkende nyt trægulv, hvor man bl.a. holder folkedans og julefest for børnene, og et lokale ved siden af, hvor gamle fotos og ting og sager fortæller kirkens historie.

Og mens vi nu har fået et indtryk af livet i Kronborg-kirken, er fodboldkampen på TV i mellemtiden slut. Det blev til en hjemmesejr på 51-38, så præsten er godt tilfreds. Nu må han så til at gøre morgendagens prædiken færdig. Han regner med, at der nok vil være 50-60 kirkegængere fra gårdene i nærheden og fra nabobyerne Aurora og Marquette, der finder vej til St. John’s, der stadig er en af ’blomsterne på prærien’.

Tyler, Minnesota, torsdag den 15. september 2011.

Den danske Danebod-koloni i Tyler i det sydvestlige hjørne af Minnesota lever og har det godt. I begyndelsen af juni fejrede man 125 års jubilæum, og i løbet af de seneste måneder har man også afholdt de årligt tilbagevendende ’Aebleskiver Days’, sommerkurser og efterårsmøde med over 100 deltagere på højskolen – eller ’The Folk School’, som man kalder den her.

Danebod Højskole er den eneste af de oprindeligt 13 danske højskoler i USA, der stadig er i brug. Og selv om det er slut med egentlig højskoledrift, mærker man tydeligt, at der er ildsjæle, der stadig lægger et stort arbejde i, at der netop skal være liv på stedet. Det er nogle af dem, vi møder, og så viser det sig minsandten, at Jeanie, som er en af vore rundvisere, er oldebarn af Kristian Østergaard, som i 1904 skrev ’Udvandrerbogen’!

Ud over højskolen, som blev bygget af røde mursten i 1918, efter at den oprindelige træbygning brændte, er der på Danebod-området også den smukke og store træ-korskirke, som er en kopi af kirken ved Vallekilde Højskole. Desuden er der ’stenhuset’, der er indrettet som museum, gymnastiksalen, der for et par år siden er blevet renoveret udvendigt, og præsteboligen. Og det hele bindes smukt sammen af et haveanlæg, som Jeanie og nogle andre damer lægger et stort arbejde i. I det hele taget ses det tydeligt, at bestyrelsen, som Jeanie er medlem af, gør meget for at holde bygningerne og ’campus’, som man kalder området, i fin stand. Blandt andet har man – med hjælp fra sponsorer – fået ført alle værelserne på 1. og 2. sal i højskolen op til nutidig standard. 

Så man kan godt sige, at Kristian Østergaards beskrivelse af Tyler og Danebod fra dengang i 1904 stadig er rammende: ”Hvad det kirkelige og folkelige angaar, er her en livlig Plads.” Eneste skår i glæden er vist, at Tyler den 1. juli i år blev ramt af en tornado, der skabte store ødelæggelser. Træer væltede, store grene brækkede af og huse blev beskadigede – både af den voldsomme vind og af de medfølgende hagl så store som baseball-bolde. ”Heldigvis kom ingen alvorligt til skade,” fortæller Jeanie, men arrene fra den voldsomme storm ses tydeligt – bl.a. ovre på den ellers så fine Danebod-kirkegård med alle de danske navne på gravstenene.

Næppe har vi dog fået konstateret, at der stadig – takket være ildsjæle som Jeanie – er meget ’dansk’ liv i Tyler, før vi nogle kilometer syd for byen ser det danske og amerikanske flag på samme flagstang. Vi stopper naturligvis op for at tage et billede. Og så er der pludselig en, der råber: ”Kan du snakke dansk?” Det viser sig at være Harald Madsen, som naturligvis har regnet ud, at en tosse, der standser for at tage et billede af en flagstang, må være en dansker! Han er taget ud på gården, der har været i familiens eje i fem generationer, for at hjælpe sin søn med at bygge et nyt maskinhus.

Hele vores samtale med Harald foregår på dansk, der er 4.-generations-dansk-amerikaner. Hans tipoldefar kom til Tyler i 1891, og man fornemmer tydeligt, at Harald nyder at snakke dansk. ”For der er jo ikke så mange her, der kan snakke vores sprog,” siger han.

Harald blev alene for nogle år siden og bor nu i ældreboligerne Danebod Village i Tyler, men han tager ud til gården så tit som muligt. ”Der er jo altid lidt at lave, – eller også får vi bare en kop kaffe. Dengang vi havde svin var der meget arbejde med dem, men nu dyrker vi bare de 320 acres med majs og sojabønner. Min søn har ganske vist taget over, men han kører også skolebus, så der kan godt være brug for en hjælpende hånd engang imellem,” fortæller Harald imens vi står og tænker på, at det egentlig er utroligt, at han som 4.-generations-dansk-amerikaner kan tale så godt dansk. 

Lige nu er det så det nye maskinhus, det handler om, og sønnen Curt, der står med en stor hammer i hånden, fortæller, at hans far desværre aldrig fik lært ham at snakke ordentligt dansk. ”Men for tre år siden tog far hele familien – 13 i alt – med på en tur til Danmark. Vi besøgte bl.a. Egeskov, hvor vi har familie i nærheden, og Dons Mølle ved Kolding, hvor vi stammer fra. Det var virkelig en spændende tur.”

Men for at vise, at han trods alt kan lidt dansk, lader Curt som om, han slår sig selv over fingeren med den store hammer. ”Alle de grimme ord har jeg lært af min far,” siger han, ”som f.eks. ’Av for S….!’”

Det smiler Harald og vi andre ad. Han taler nu ellers et rigtig pænt – om end lidt gammeldags – dansk. F.eks. sender han os af sted med et ”Lykke på rejsen”, – og vi siger tak for snakken og sætter kursen mod Viborg, Syd Dakota.

Hetland, Syd Dakota, onsdag den 14. september 2011.

’Dale Andersens Road’ står der på skiltet ved grusvejen i Hetland, der fører hen til et lille hus med afskallet hvid maling. Og her bor ganske rigtigt Dale Andersen på 97. ”Bentøjet er ikke for godt, men hovedet fejler ikke noget,” siger han med et stort smil og byder inden for. Nogle af Dales mange katte følger med ind, og vi tager plads i hans stue, der er fyldt med familiebilleder på væggene.

”Ja, folk her har altid kaldt mig BS. Min kone, Eva, døde jo for 11 år siden, og hende savner jeg meget. Men så var der nogle af mine børn, der fandt på at give mig en computer, og da jeg havde lært at bruge den, gav jeg mig til at skrive alt det ned, jeg kan huske fra mit liv. Jeg tænkte jo, at det bare skulle være til børnene, børnebørnene og oldebørnene, men de fik sandelig lavet en hel bog ud af det og fik den trykt i 1.000 eksemplarer,” siger Dale og viser stolt en stor og fint indbundet bog med titlen ’BS stands for Blacksmith’.

Som den ældste søn skulle Dale nemlig være smed lige som sin far, der var kommet til Hetland i 1907 via Canada. ”Oprindelig var han fra Vestervig i Danmark,” fortæller Dale, ”og han blev ved med at være dansk hele sit liv. Men han kom aldrig til Danmark igen, og det har jeg heller aldrig været. For der var jo altid nok at lave i smedjen lige her over for,” siger han og peger over mod skuret på den anden side af vejen. ”Ja, der står godt nok, at smedjen hedder ’Anderson & Son’, men det er fordi, vi fik en nordmand til at male skiltet for os, og han stavede forkert, og vi fik aldrig rettet det der o til et e.”

I Kristian Østergaards udvandrerbog står der, at der i begyndelsen af forrige århundrede var mange danske i Hetland og i nabobyen Erwin. Og så skulle der også være en by ved navn ’Denmark’ – ligesom ude i Oregon. ”Ja, det var nu bare noget, man kaldte området her nord for Hetland – op mod Badger,” fortæller Dale, ”men der er bare nogle spredte gårde nu og ikke mange danske, men der er da en kirkegård oppe ved Lake Thisted.”

Dale fortæller også, at Hetland blev meget hårdt ramt af depressionen i 1920-erne og 30-erne. ”Dengang boede der mere end 300 her, og vi havde både bank og mange forskellige butikker, og landmændene skulle altid have noget repareret hos min far og mig. Der var også 120 børn i søndagsskolen, hvor min kone underviste i mange år. Hun var også leder af et stort kor ovre i kirken. Men siden er det gået meget tilbage. Nu er vi kun 35 her, og de fleste af os er gamle. Skolen er nedlagt for mange år siden,” fortæller Dale og peger over mod den engang så flotte store skolebygning på den anden side af vejen.

Igen og igen understreger Dale, hvor glad han er for vores besøg, – og at vi endelig må holde kontakt med hinanden. Så vi udveksler e-mail-adresser, og så får vi en stor pose af hans hjemmebagte småkager med. ”Ja, jeg bager en masse brød og kager. Det er sådan er skør hobby, jeg har, for noget skal tiden jo gå med, og jeg giver næsten det hele væk,” fortæller Dale, ”- og resten af mit liv kan I så læse om i bogen. Men en ting kan jeg sige: Det har været spændende!”

Og det vil vi så gøre, når der bliver lejlighed til det. Vi vinker farvel til BS – en livsbekræftende og ungdommelig ’dansk’ smed på 97 år i Hetland, Syd Dakota.

Grand Forks, Nord Dakota, tirsdag den 13. september 2011.

Ude i Nord Dakotas Badlands mod vest finder man Theodore Roosevelt National Park. Her er et råt og uspoleret landskab med bakker, skove og dybe kløfter, og dyrelivet byder bl.a. på buffalo-flokke og præriehunde-kolonier.

Når man har opkaldt nationalparken efter Theodore Roosevelt, er det fordi, han som ung tilbragte nogen tid i Nord Dakota, og mange år senere sagde han de ord, man er så stolte af her, – og som man aldrig har glemt ham for: ”Havde det ikke været for mine oplevelser i Nord Dakota, var jeg aldrig blevet præsident.” 

Overalt i USA er han nu en af de præsidenter, man sætter højest. Det er også derfor, han sammen med George Washington, Thomas Jefferson og Abraham Lincoln er hugget ind i bjerget i Black Hills i Syd Dakota. Det var den danske billedhugger Gutzon Borglum (sådan kalder merikanerne ham i hvert fald), som skabte det enorme billedhuggerværk og på den måde sørgede for at udødeliggøre fire af de store og betydningsfulde amerikanske præsidenter.

Det var også Theodore Roosevelt, der i sin præsidenttid fra 1901 til 1909 fik en god ven i den danske fotograf Jakob A. Riis, der stammede fra Ribe. Han kom (p.gr.a. ulykkelige kærlighed) til USA og tog billeder fra slummen i New York og gjorde derved de mere velbjærgede amerikanere opmærksomme på, hvordan de fattige, ”the other half”, levede. Derfor kaldte Roosevelt ham ikke bare for sin mest sande og bedste ven – men også ligefrem for ”den perfekte amerikaner”.

Også mange andre danske amerikanere har sat deres tydelige aftryk på dette land, som blev deres. Det er nogle af dem, vort roadtrip går ud på at finde – og fortælle historierne om.

Inden vi forlader Grand Forks tager Poul os dog lige med hen til et ’farligt’ sted: Widmans Candy, – en chokoladeforretning, hvor man reklamerer med at være ”Home of the World Famous Chocolate Covered Potato Chips”. Her, hvor det hele i øvrigt er hjemmelavet, kan man købe alt muligt, der er overtrukket med chokolade: karameller, nødder, mandler, blåbær, tranebær, marshmallows og meget mere. Og højdepunktet er altså de chokoladeovertrukne kartoffelchips. 

Ja, de er skøre, de amerikanere! Men vi kan meddele, at de der chips med chokolade på smager overraskende godt. Så skulle I komme på disse kanter, er det absolut værd at aflægge Widmans Candy et besøg. Vi forsynede os med en ’overlevelses-pakke’. Man ved jo aldrig, hvad man kan komme ud for …