Rejsedagbog fra Nordamerika 2011

Tommerup, Danmark, lørdag den 22. oktober 2011.

Så er vi hjemme i Danmark og forsøger at lande på benene med ni timers tidsforskel i kroppen. Om nogle dage kan vi sikkert igen finde ud af, hvad der er op og hvad der er ned!

Vi nåede at tilbagelægge 14.488 miles eller 23.181 km i vores kære motorhome, Buddy, inden vi måtte sige et vemodigt farvel og tage lufthavnsbussen det sidste stykke vej til SeaTac Airport. Regner vi så de to flyveture på tilsammen omkring 18.000 km med, har vi altså i løbet af de sidste knap tre måneder bevæget os mere end 41.000 km – eller ca. 500 km om dagen.

Selvfølgelig har det ikke været formålet med turen bare at være på farten hele tiden. Men når man gerne vil finde sporene af de danske immigranter i Nordamerika, må man nødvendigvis forsøge at komme til nogle af de steder, hvor de slog sig ned. Og som alle, der har fulgt os på turen, nu vil vide, er der altså mange ‘danske’ steder i både USA og Canada, og de ligger meget spredt i disse to store lande.

Vi nåede meget på vores road trip, og vi oplevede utrolig meget. Der skal derfor lyde en stor tak til alle, som har hjulpet os med at virkeliggøre denne drøm. Allerede inden afrejsen sidst i juli havde bevillingen af en studieorlov samt flinke legatbestyrelsers velvilje over for projektet skabt gode rammer for turen. Og ikke mindst havde vore gode venner i Washington State, Ken og Laurie, skaffet os et motorhome og sammen med de tidligere ejere af det, Steve og hans kone, strikket en løsning sammen, der var den rene win-win-win-situation. Ikke mindst for os, der altså i næsten tre måneder fik lov at nyde godt af de utroligt gode rammer, Buddy har været for os.

Undervejs har vi så også mødt fantastisk mange spændende, imødekommende og gæstfrie mennesker, som ikke bare har givet os den følelse af tryghed, som er helt nødvendig, når man drager ud i det store ukendte, men som også på mange forskellige måder har kunnet fortælle og bidrage til, at vort projekt skulle lykkes.

En stor tak til alle! Også til jer, der har fulgt os i tankerne – og her på bloggen. Det har været godt at mærke, at vi bestemt ikke har været alene.

Nu er planen at samle alle vore oplevelser og indtryk plus en hel masse mere. Hvad der helt konkret bliver resultatet, må tiden vise. Men vi håber, at vi kan være med til at formidle nogle af de mange spændende historier om danskerne og deres kirker i Nordamerika. For både historierne om de danskere, der i pionertiden drog vestpå, og historierne om, hvordan dansk-amerikanerne og dansk-canadierne siden hen og også i dag har præget deres nye fædrelande, fortjener at blive fortalt og at blive husket.

Så tak for turen – og for denne gang! Det er en helt fantastisk rejse, vi har været på, men det er også godt at være hjemme igen …

Mange hilsener

Birgit og Svend Faarvang

PS: Det var en rigtig god oplevelse at være til ishockey i Vancouver sammen med Jonas og Johannes. Desværre tabte Canucks 0-4 til Rangers, men siden har de vundet to hjemmekampe, så det kan være, at det bare var lidt for stort et pres for dem, at der sad fire meget forventningsfulde danske fans i en af tilskuerboksene. Nu vil vi så i stedet nøjes med at heppe på dem ‘fra distancen’.

Burnaby, British Columbia, søndag den 16. oktober 2011.

Som på så mange andre områder er Vancouver velforsynet med danske butikker, foreninger, klubber og kirker. Et af de steder, dansk-canadierne samles, er Danish House Society, som holder til i det fælles skandinaviske ’community-center’, der ligger lige i nærheden af den danske kirke i Burnaby. Et af årets højdepunkter i Danish House-foreningen er auktionsaftenen, der naturligvis indledes med en kroplatte bestående af sild, dansk smørrebrød og en konditorkage fra den danske bager. Senere tager auktionarius Knud over og sørger for, at de mange ting, der er blevet givet til Danish House af diverse enkeltpersoner og firmaer, bliver solgt til skyhøje priser. F.eks. går et rugbrød og to brieoste fra Arla for 115 dollars.

Vi er blevet inviteret med til auktionsaftenen, og snakken går livligt omkring bordene – mest på engelsk, men ind imellem også på dansk. Og det mærkes tydeligt på accenten, at dansk engang var de flestes modersmål. Vi genkender naturligvis en del fra dengang, vi selv var en del af det dansk-canadiske fællesskab i Vancouver, men der er også mange nye ansigter. Her virker det i høj grad, som om verselinjerne taler sandt: ”For de gamle, der faldt, er der ny overalt!”

På denne og mange andre opfindsomme måder bliver der samlet penge ind. For vil man holde det danske forenings- og kirkearbejde i gang, må man selv spytte i kassen. Om et par uger er det Vancouver-kirkens tur til at holde årets store basar. Da vil folk stå i kø for at komme ind og købe alskens herligheder og deltage i diverse lotterier, – og så er det naturligvis igen det danske smørrebrød, der er det helt store trækplaster.

Bodil har været præst her i godt fire år, og hun går en travl tid i møde frem til basaren, – og på selve dagen vil der også være mange, der lige skal hilses på og snakkes med. Jeg tror, at omkring en fjerdedel af kirkens årlige indtægter kommer ind på basardagen. Men der er heldigvis mange hjælpere, som sørger for, at det hele kommer til at fungere. En af dem kalder Bodils mand, David, slet og ret for ’slaven’. Det er Jonas, som er sydslesviger og har gået på dansk skole. Nu er han frivillig i den danske kirke og bor hos Bodil og David og hjælper til med lidt af hvert. Ved auktions-arrangementet lørdag aften serverer han, og efter nogle få timers søvn, er han på banen igen søndag formiddag og hjælper til ved gudstjenesten, der denne søndag er på dansk. ”Så kommer der ikke helt så mange, som når det er på engelsk,” fortæller Solvejg os, ”for alle kan jo forstå engelsk, men der er nu mange, der sætter stor pris på de danske gudstjenester, og vi er meget glad for at have Bodil som vores præst,” understreger Solvejg, der nok er en af dem, der kender flest blandt dansk-canadierne i Vancouver-området. Det nød vi i sin tid godt af, og det gør Bodil sikkert også nu, for det er utroligt, så stort Solvejgs personkendskab er.

Johannes er et andet ungt menneske, som er på besøg fra Danmark. Han håber at finde fast arbejde herovre, men han har også hjulpet til med mange ting i kirken. Lige nu er man i gang med en udvidelse af køkkenet, så det kommer til at leve op til levnedsmiddelkontrollens krav, og så skal der også installeres en elevator. Så Johannes’ mange håndværksmæssige evner har der været god brug for. I øvrigt lægger vi mærke til, at den nu 27 år gamle kirke, der kun var to år, da vi kom herover (!), er rigtig flot og nydelig overalt. Man passer virkelig på sin kirke her, – selv om man også slider godt på den.

Johannes bor også i præsteboligen for tiden, men i sidste uge drog han sammen med ’slaven’ og David på en lille ’efterårs-mandetur’ gennem Rocky Mountains til Calgary, hvor vi mødte dem hos præsteparret Charlotte og Peter. Vi driller dem lidt med, at vi så nogle bjørne undervejs gennem bjergene. Det gjorde de ikke.

Ved kirkekaffen efter gudstjenesten er der lejlighed til at få snakket med gamle venner og hilse på nye. Der er flere besøgende fra Danmark, bl.a. et par fra Langeland og Michael Böss, der underviser på Aarhus Universitet og er herovre for at samle materiale til en bog, der skal handle om, hvor meget Danmark og Canada har til fælles. Det lyder spændende.

Om eftermiddagen tager vi en tur op til Burnaby Mountain, hvor der er den utroligste udsigt over hele Vancouver-området med bjergene mod nord og den pulserende storby spredt over et stort område omkring Fraser-flodens delta. ’Verdens smukkeste by’ er den blevet kaldt. Vi er tilbøjelige til at være enige. Og at dansk-canadierne i denne smukke by er nogle af dem, der bakker godt op om de foreninger, kirker m.v., hvor de mødes, har vi selv erfaret for nogle år tilbage. Nu har vi fået bekræftet, at det i høj grad stadig er tilfældet, – og at gæstfriheden og åbenheden overfor besøgende fra Danmark stadig er meget stor!

PS: Mens vi er i gang med nedtællingen til vor hjemrejse, når vi lige at komme til ishockeykamp sammen med Johannes og Jonas på tirsdag. Solvejg og Børges søn, Erik, har skaffet os billetter til kampen mellem Vancouver Canucks og New York Rangers. Jeg tror, vi må se at få købt en Canucks-trøje, så ingen skal være i tvivl om, at vi er ægte fans!

Lake Louise, Alberta, fredag den 14. oktober 2011.

Da vi sidste gang – sammen med Birgits søster Karin – kørte gennem de canadiske Rocky Mountains, prøvede jeg at undgå at skrive ’fantastisk’ og ’smukt’ alt for mange gange. Men det var svært. Nu er det blevet endnu sværere.

Denne gang møder vi ikke nær så mange biler på den smukke (Ups: Der gjorde jeg det jo!) Icefields Parkway-landevej, der fører gennem Jasper og Banff-nationalparkerne. Sommerferien er jo for længst slut for de fleste, og det er også blevet koldere. Det er sol det meste af dagen, men faktisk kører vi også gennem en lille snebyge, og bjergene omkring os har fået det første drys sne, der absolut kun gør dem endnu mere fantastiske (Øhh, – der skete det så igen!) at se på.

Ved verdens kønneste sø, Lake Louise, er de japanske turister, der ikke tænker på andet end at fotografere hinanden, der stadig, men ellers har vi (næsten) alle herlighederne for os selv. Det er ganske enkelt svært at løsrive sig fra et så berusende smukt natursceneri. Og når vi så oven i købet også har set bjørne de sidste par dage, gør det jo ikke indtrykkene mindre.

Men vi har stadig nogle få dage tilbage af vores oplevelsesrige tur, og nogle af dem vil vi tilbringe i Vancouver, for vi har gemt (noget af) det bedste til sidst. Så efter at have fået set Buddy set efter hos en mekaniker, begiver vi os videre mod vest – ledsaget af de mest utrolige udsigter mod bjergene, der altså nu er blevet endnu flottere – med sne på!

Dickson, Alberta, torsdag den 13. oktober 2011.

Det er en oplevelse af de helt store at køre tværs over Canada. Men der er langt. Meget langt. Det mærker man måske allermest på de lange, lige og næsten flade stræk over prærien.

Sådan er det i vore dage, og sådan var det også, da pionererne kom for at tage dette mægtige land i besiddelse. Nogle af de danskere, der kom til den canadiske prærie, slog sig ned i de større byer, der opstod omkring jernbaneknudepunkterne, mens andre dannede danske kolonier i landområderne.

Det skete bl.a. i Alida og Redvers i det østlige Saskatchewan. Her finder vi i øsende regnvejr Dannevirke-kirken, og der er også enkelte Jensen-skilte ved husene i byen. Her kom forfatteren Aksel Sandemose også forbi engang. Og her fandt han faktisk ’modellen’ til Ross Dane, som han skrev om i en af sine romaner om nybyggerlivet i Canada. Det var dengang, han efter at være raget uklar med stort set alt og alle i både Norge og Danmark, troede, at hans fremtid skulle være her i mulighedernes land på den anden side af Atlanten.

Han kom også herover, men Aksel Sandemose længtes på et tidspunkt så frygteligt hjem, at han tog tilbage til København. Heldigvis fandt han dog her inspiration til nogle ’canadiske’ bøger, – bl.a. den om Ross Dane.

Rolf i Ottawa har fortalt os, at den hovedperson, som Sandemose opkalder sin bog efter, i virkeligheden hed Simon Hjortnæs og var fra Redvers. Ude på kirkegården en kilometer fra byen finder vi da også adskillige gravsten med navnet Hortness på. Det må være det navn, Hjortnæs-familien valgte, så deres navn bedre kunne udtales af canadiere. Men nogen Simon finder vi desværre ikke.

I Moose Jaw søger vi ly blandt de kæmpestore lastbiler, der ellers tilbringer dagtimerne sammen med os på TransCanada Highway. Når det bliver mørkt, er det tid for dem og os at holde ind ved en af de store benzintanke, hvor der også er restauranter og gode toiletforhold. Vi har valgt det truckstop, der hedder ’Prærieoasen’, og i anledning af, at det er mandags-fridagen efter Thanksgiving, er dagens ret i cafeteriet en kalkunmiddag af nogenlunde samme lækre slags som dem, der er blevet serveret i de fleste canadiske hjem i de seneste par dage.

Det var jo netop prærieoaser, de danske nybyggere fandt frem til i sin tid. I Ostenfeld i Manitoba, i Alida og Redvers i Saskatchewan og i Tilley, Dalum, Standard og Dickson i Alberta slog de sig ned og grundlagde danske kolonier.

Vi har set så meget og oplevet så meget i disse prærieoaser, at det nok vil tage lidt tid at få det hele sorteret. Vi har også mødt så mange søde og gæstfrie mennesker, at det faktisk er helt overvældende: Paula, Dan og Don i Dalum, Charlotte, Peter, Johannes, Jonas og David i Calgary, Diana og Barry i Red Deer og Larry og Clint ved det dansk-canadiske immigrantmuseum i Dickson.

Lad mig blot nævne lidt om vore Dalum-oplevelser som et eksempel på, hvad vi har oplevet de seneste dage.

Når man følger highway 56 nordpå fra TransCanada Highway, dukker der pludselig en rigtig dansk kirke op. Den er hvid med rødt tag og kamtakkede gavle, som en dansk kirke skal være, og den ligger i et vejkryds ved ’Dalum Corner’. Man begyndte at bygge den i 1929, men på grund af depressionen blev den først indviet i 1936.

Det er en smuk kirke. ”Den ligner jo næsten en domkirke,” siger Birgit, da vi nærmer os Bethlehem-kirken, som den rettelig hedder. Men mørket er ved at falde på, så det er ikke så underligt, at kirken desværre er låst. Heldigvis er der lys ovre i bygningen på den anden side af vejen, og her finder vi Don, som ikke bare bærer det gode danske navn Petersen, men som også i løbet af ingen tid får fat i pastor Dan, og så får vi ellers ikke blot et dansk ”Godaften!”, men også den helt store guidede tur.

Det var i 1917, at Dansk Folkesamfund, der var blevet startet af grundtvigske dansk-amerikanere med Frederik Lange Grundtvig i spidsen, købte 20.000 acres jord af Canadian Pacific-jernbanen for at starte en dansk koloni i Alberta. En dansk landagent, der hed Jens Hvass og kom fra Chicago, flyttede til området og hjalp de første danske kolonister i gang. De ankom i foråret 1918. Jens Hvass foreslog, at man skulle give kolonien navnet Dalum efter den landbrugsskole ved Odense, han havde gået på.

I 1920 fik man ansat Peter Rasmussen som præst, og det viste sig at være et rigtig godt valg, for han kom til at betyde meget for kolonien og blev i Dalum de følgende 35 år.

Dan er af svensk-finsk afstamning og vokset op i Point Grey-området i Vancouver. Men så fandt han Paula, som er fra den ældste danske koloni i Canada, New Denmark i New Brunswick. Det gjorde ham så ’dansk’, at han ikke har nogen problemer med at holde de danske traditioner ved lige i Dalum-området, hvor han nu har været præst i otte år.

Vi bliver inviteret inden for hos Paula og Dan og lægger straks mærke til, at der er danske juleplatter på væggene og en broderet klokkestreng med ”Den lille nisse rejste”. Mere dansk kan det jo ikke blive. Det skulle da lige være de sukkerkringler, vi får serveret til teen.

Efter nogle rigtig hyggelige timer i godt selskab, er det blevet tid til at gå til ro. Vi har parkeret Buddy lige ved siden af ’præriens danske domkirke’ – et dejligt sted, der – på trods af, at man nu snart kan fejre Dalums 100 års jubilæum – stadig taler sit tydelige sprog om, hvor meget dansk-canadierne her er kommet til at holde af deres prærieoase.

Winnipeg, Manitoba, søndag den 9. oktober 2011.

Vi har mødt mange Andersen-, Hansen-, Jensen- og Petersen-veje på vor tur. Men her i det østlige Manitoba, hvor Ontarios store skove og klippefyldte natur er ved at blive afløst af den næsten helt flade prærie med syd-nord- og øst-vest-gående veje, der danner et kæmpestort skakterns-mønster, kommer vi til en lille by, der er opkaldt efter en dansker. Ostenfeld hedder stedet, og det navn fik den lille by øst for Winnipeg, fordi Sjællands biskop, Harald Ostenfeld, i 1920-erne hjalp sin gode ven, udvandrerpræsten Niels Damskov, der var ansat af Canadian Pacific-jernbaneselskabet til at tage godt imod danske immigranter, når de ankom til Winnipeg. Pastoren og de danske nybyggere på stedet ville meget gerne have bygget en kirke, og biskoppen fik samlet penge ind i Danmark, så man kunne virkeliggøre projektet herovre på Manitobas prærie. Det blev de danske pionerer så taknemlige over, at de altså opkaldte stedet efter biskoppen.

Det er en lang, snorlige grusvej, der fører gennem Ostenfeld, og man skal passe på ikke at køre for hurtigt, for så er man ude af byen igen, inden man ser sig om. Selve Ostenfeld består nemlig kun af 5-6 gårde og huse. Ved kirken holder der imidlertid en del biler, for her er Thanksgiving Service, der minder om vores høstgudstjeneste. Pastor Don holder en fin gudstjeneste sammen med de 14-15 kirkegængere, men jeg savner nu ’Vi pløjed’ og vi så’de’ og ’Nu falmer skoven’. Til gengæld synger vi en salme på Simon og Garfunkels melodi til ’Morning has broken’.

Bagefter falder vi i snak med Herdis og med Norman, som jeg også mødte sidste gang, jeg var her. De taler begge dansk, men skal lede lidt efter ordene. Normans forældre kom fra Horsens- og Skive-egnen, fortæller han, men i 1927 tog hans far til Canada, og et par år senere vendte han hjem og hentede sin kone med over til det nye land. Norman viser os gravstenene på kirkegården, hvor forældrene Anna og Anton og Normans to søstre er begravet. ”Og her skal jeg vel ligge,” siger han og peger på græsplænen ved siden af.

Norman og Herdis er næsten naboer, men der bor ikke ret mange i Ostenfeld, ”så vi ved ikke, hvordan det skal gå med vores kirke. Pastor Don har to kirker og bor ovre i nabobyen. Men han holder nok op om et par år, og så er det ikke sikkert, at vi kan få en ny,” fortæller de. ”Kunne du ikke tænke dig at komme herover og afløse ham,” spørger de – og peger fristende over på præsteboligen ved siden af kirken. Men det får jeg nu nok ikke min kære hustru med på.

Norman fortæller også, at det i år har været utrolig tørt, men man har også oplevet nogle år, hvor kirkegården har været helt oversvømmet. ”Det var også et problem, da vi havde den gamle kirke,” fortæller han, ”for da stod kælderen tit under vand, og det var jo ikke så godt. Det går bedre, efter at vi rev den gamle ned og byggede den nye kirke i 80-erne.” Men lige for tiden er det største problem, at der er mange bjørne i området, fortæller Norman videre, og dermed er sagen helt afgjort: Birgit skal ikke bo, hvor der er bjørne i baghaven, erklærer hun. Så menigheden i Ostenfeld må altså kigge sig om efter en anden præst end mig, når pastor Don holder op!

I Winnipeg finder vi både en dansk restaurant, en dansk-canadisk klub og et dansk konsulat, men det hele er naturligvis lukket om søndagen. Denne søndag er i øvrigt noget helt særligt i byen, der er blevet sammenlignet med Chicago. Efter 15 år uden NHL-ishockey er The Winnipeg Jets nemlig vendt tilbage og spiller deres første kamp i MTS Centret midt i byen. Det går naturligvis ikke stille af. 15.000 ellevilde tilskuere er mødt frem, og inden for i bygningen er stemningen høj, og vi kan se, at de fleste er klædt på i Winnipegs blå, hvide og røde farver, og også uden for møder vi masser af fans i Jets-trøjer. ’Go, Jets, go!’ står der alle vegne, og en flink politimand fortæller os, at han og ca. 200 kolleger er udkommanderet for at holde orden på gemytterne.

Efter at have været ejet af nogle amerikanske forretningsfolk og haft hjemsted i Atlanta, Georgia, siden 1996, har en gruppe pengefolk fra Winnipeg-området med navnet ’True North’ nu købt holdet tilbage til Canada, og det er der naturligvis store forventninger til. Ishockey er jo uden sammenligning Canadas nationalsport. Desværre går det ikke så godt i åbningskampen, som Montreal Canadiens vinder 5-1 over et lidt tamt Jets-hold. Ifølge canadiernes vel nok mest elskede TV-program ’Hockey Night in Canada’ er der nok endnu et stykke vej, før det nye hold i Winnipeg kan måle sig med ’de store’ som f.eks. mit favorithold, Vancouver Canucks.

Og da det nu er Thanksgiving-søndag, hvor alle canadiere samles med venner og familie til en slags ’mini-jul’ med kalkunsteg og græskartærte, finder vi også et fint sted, hvor man byder på alle lækkerierne. Dejligt! Men det kunne nu have været rart både for os og for Winnipeg-folket, hvis der havde været en Jets-sejr at fejre. Så ’Go, Jets, go!’ – og bedre held næste gang!

Pass Lake, Ontario, fredag den 7. oktober 2011.

I går var det valgdag i Ontario. Der skulle vælges nye medlemmer af provinsparlamentet. Det blev til en liberal valgsejr, men den var ikke helt stor nok til, at man kan danne en flertalsregering, så nu må man forhandle sig til rette med de konservative og socialdemokraterne (NDP), når der skal samles et flertal for de beslutninger, som skal tages lokalt og være gældende i hele den kæmpestore provins, hvor der – som vi har erfaret det de seneste dage – er mere end 2.000 kilometer fra den ene ende til den anden.

Vi besøgte flere af de små valgsteder i det nordvestlige Ontario. Her var forsamlingshuse, skoler og kirker omdannet til valglokaler, og i indianerreservatet Pays Plat fortalte de meget unge valgtilforordnede, Andrew og Chad, at der er ca. 80 vælgere i deres område, og at de regnede med at omkring halvdelen ville møde op og stemme, inden valgstedet skulle lukke kl. 9. Så da der ikke var den store travlhed i Pays Plats ’community hall’, fik de sig i stedet en lille snak med os.

Også i salen ved siden af Salem-kirken i Pass Lake kunne man afgive sin stemme. Det havde bl.a. Sofus gjort, fortalte han, da vi sidst på eftermiddagen besøgte ham, og han lagde ikke skjul på, at han håbede på en socialdemokratisk sejr. Men sådan gik det altså ikke.

Sofus besøgte jeg også for 12 år siden. I mellemtiden er han blevet 92 år gammel, og for to år siden tog han og fem af vennerne fra Pass Lake til Danmark og holdt 90-års fødselsdagen. ”Det foregik i Ry, og der var 46 med til festen. Det var dejligt at være sammen med niecer og nevøer derhjemme,” fortæller Sofus, som har været ungkarl hele sit liv.

Køkkenhaven, som altid har været Sofus’ store hobby, må han nu have hjælp til at klare, ”men ellers går det nu meget godt,” siger man med et smil. Og så gentager han det, han også sagde til mig sidste gang: ”Hils fra mig derhjemme!”

Pass Lake blev for alvor kendt i Danmark i 1950-erne. En af den lille danske skovkolonis indbyggere, Idun Engberg, havde fået til opgave at lave nogle radioprogrammer om livet i Canadas skove. De blev udsendt på den canadiske radio CBCs kortbølgesender og kunne også aflyttes i Danmark. Senere blev udsendelserne til en bog med titlen ”Danske nybyggere i Canadas skove”. Det førte også med sig, at ugebladet Hjemmet igennem flere år bragte billeder og småartikler om livet i Pass Lake.

Idun Engberg skriver en slags kærlighedserklæring til sit nye hjemland, og hun begynder sin fortælling med at forklare, hvad Canada har givet hende. Hun citerer fra nationalsangen ’Oh, Canada!’ og skriver: ”Hvad har du ikke givet mig, hvordan skal jeg udtrykke det med få Ord. Du gav mig fra første Stund en Hjemfølelse, som var næsten utrolig, da ikke jeg, men min Mand havde valgt Canada som sit Land. Du gav os egen Jord paa meget milde Vilkaar, du lod os danne dansk Koloni, reserverede et stort Skovomraade for danske Nybyggere, saa vi kunne indrette os efter dansk Mønster, om vi foretrak det; saa vi kunne omplante dansk Kirke og kulturelt Liv til vort nye Land, om vi ønskede det. Du gav mig en Atmosfære, hvori mine Børn voksede op i frie, selvstændige, sunde – om end maaske fattige – Kaar uden at føle Mindreværdskomplekser …”

Det er et meget personligt og positivt billede af livet i Pass Lake, Idun Enberg giver, men hun understreger, at ”alt, hvad jeg her har sagt, er min personlige Opfattelse af de Forhold, jeg lever under. Jeg taler ikke for at gøre Reklame for Canada, jeg ved, at saa meget afhænger af Øjnene, der ser …”

Mens vi står og ser på Jacob og Idun Engbergs gravsten på den lille kirkegård bag Salem-kirken, fortæller Ingrid os, at Mrs. Engberg, som hun kalder hende, var et meget dejligt varmt menneske, som har betydet meget for folk i Pass Lake. Mange af dem skrev hun også om i sin fine og underholdende bog om nybyggerne i de canadiske skove. Selv har Ingrid ikke boet her hele sit liv, for hendes far arbejdede ved jernbanen, og de flyttede en del rundt og boede bl.a. i White River og Marathon ikke så langt herfra. Men sammen med sin mand Lorne, der var af dansk afstamning, slog Ingrid, der har svenske aner, sig i 1960-erne ned i danskerkolonien på halvøen ved Superior-søen. Og her bor hun stadig, og det gør hendes to døtre og flere andre familiemedlemmer også.

Hun har kendt mange af dem, der nu er begravet på kirkegården, og mindes det, de stod for. Bl.a. Asta, Sofus’ nabo, som jeg mødte sidst, og som døde her i vinter, 101 år gammel. ”Hun kom i kirke hver søndag, så længe hun kunne,” fortæller Ingrid med en vis vemod, for det har tyndet noget ud i de faste kirkegængere de seneste år, og ”det er svært at få nye til at komme.”

Inden han døde sidste efterår, nåede Ingrids Lorne at være med til at bygge salen ved siden af kirken, og den bruges meget. ”Hver søndag er her kirkekaffe, og vi holder også alle vore møder i Pass Lakes historiske samfund her, og så bruger vi den altså også, når der er valg,” siger Ingrid. Man har ikke egen præst mere, så præsteboligen er lejet ud, men der er gudstjeneste hver søndag. ”En søndag om måneden kommer en pensioneret præst fra Thunder Bay og tager os til alters, og ellers klarer vi os med lægfolk, der holder gode prædikener. Det går fint,” fortæller Ingrid og viser stolt kirkerummet frem. Både dåbsfadet og alterbilledet er i sin tid blevet sendt over fra Danmark. Og et kirkeskib har man også.

Efter et par gode dage i Pass Lake sammen med Ingrid, slutter vi af med en frokost på Karen’s Kountry Kitchen lige ved den smukke sø, der har givet danskerkolonien sit navn: Pass Lake. På søndag er det Thanksgiving, og da venter Ingrid 17 gæster til kalkun-middag med alt tilbehøret, – bl.a. dansk rødkål og brune kartofler. ”Sådan kan min familie lide det, og så får de det selvfølgelig,” siger Ingrid med et smil. Frokosten er naturligvis ikke en Thanksgiving-middag, med maden er nu god hos ’mor Karen’, der selv står for det hele – og som i øvrigt er ret stolt over at have fået sin hyggelige restaurant rosende omtalt i en bog, der hedder ’Where To Eat In Canada’.

Mens vi vinker farvel til Ingrid og nogle af hendes gæster, som allerede er ankommet efter at have kørt den lange tur fra Toronto, tænker vi på, hvordan Idun Engberg beskriver Pass Lake ved danskerkoloniens 25 års jubilæum, der blev fejret ved Sankt Hans i 1950: ”Det er min Overbevisning, at den store Skare af Danskere, der i Aften begejstret vil synge ’Midsommervisen’, har overvundet alle Udvandrerens Vanskeligheder – Kampen for dagligt Brød, for eget Hjem, for Tilegnelsen af det nye Land; de kan med lige Glæde og Stolthed synge: ’Der er et yndigt Land’ og ’Oh, Canada – thou land of hope for all who toil, thou true North strong and free’ …

Marathon, Ontario, torsdag den 6. oktober 2011.

At påstå, at turen ad highway 17 nord om Superior-søen er pæn, ville være noget nær århundredets underdrivelse. Efter en uges tid med overskyet vejr og regnbyger, er det nu for alvor blevet Indian Summer med høj, blå himmel og solskin hele dagen. Og når så skoven samtidig har klædt sig i efterårsdragt og stråler i alle mulige grønne, gule, orange, røde og brune nuancer, mens vi kører gennem et smukt og næsten mennesketomt landskab med den ene wauw-oplevelse efter den anden, kan man næsten ikke forestille sig noget flottere. 

De få småbyer, vi møder, er enten opstået på grund af skovdrift, miner eller jernbanen. En af dem hedder Wawa. Det er indiansk og betyder ’vild gås’. Indtil for godt 10 år siden levede byen af jernminen i nærheden, men den er lukket nu, så der er vist ikke mange jobs tilbage i byen, som er kendt for, at canadagæs i store flokke holder rast på Wawa-søen på deres vej mod varmere himmelstrøg.

Det gav i sin tid en af byens forretningsfolk en god idé. Da det sidste stykke af trans-canada-highwayen blev færdigt i 1961, fik byen gode forbindelser mod både øst og vest, men man var bange for, at folk bare ville drøne forbi byen uden at stoppe. Derfor fik forretningsmanden den tanke at bruge noget af det jern, der altså dengang blev brudt i minen og var byens livsgrundlag, til at lave en vild gås i overstørrelse og stille den op ude ved vejen. Der har den stået siden, og flere kæmpegæs er oven i købet kommet til, så nu er der vist ikke mange, der bare kører forbi, for lige som os er de fleste jo nysgerrige efter at se, hvad Wawa har at byde på – ud over altså de store gæs.

På et af de mest øde stræk mellem White River og Marathon møder vi en ensom cyklist. Det vil sige: helt ensom er han nu ikke, for han har sin hund med i cykelanhængeren, kan vi se. Vi holder ind til siden for at hilse på parret. Cyklisten hedder Patrice, viser det sig, og er fra Montreal, og hans hund hedder Napoleon. Vi finder et par godbidder frem til dem begge og får så historien om deres cykeltur.

Patrice er ved at flytte! Han medbringer alt sit jordiske gods på cyklen, for efter at være blevet arbejdsløs er han nu på vej til et nyt liv i Whitehorse oppe i Yukon. Der regner han med at være om 4-6 måneder. ”For jeg kan kun cykle 60-80 km om dagen. Det er ret hårdt, og ikke alle trafikanter er lige flinke, men nu har jeg da cyklet i 20 dage, og det går egentlig fint,” fortæller Patrice, mens Napoleon stryger sig op ad os. ”Han er en blanding af en schäfer og en sibirsk husky, og han er min bedste ven,” siger Patrice. ”Nogle gange ligger han i cykelvognen, mens jeg cykler, og nogle gange løber han ved siden af. Han har godt af motion. Og så finder vi et eller andet sted at overnatte. Det er lige meget hvor, for Napoleon skal nok passe på mig, og moteller og campingpladser har jeg ikke råd til.” 

Oppe i Yukon kender Patrice en pige, som kører turister rundt i hundeslæde. Han har mødt hende på internettet, og hun har lovet, at han kan få et job med at styre hendes forretning. Men det kan nu også godt være, at han giver sig til at køre lastbil deroppe. ”Jeg har før været ’trucker’,” fortæller han, ”men måske er det for farligt at køre på isvejene på de tilfrosne søer og floder. Jeg ved det ikke. Nu må vi se!”

Men først skal Patrice og Napoleon altså tilbagelægge de sidste 4.200 km af deres cykeltur fra Montreal til Yukon. ”Det skal nok gå, for jeg har godt med tøj med, og så har jeg jo Napoleon,” siger Patrice med et smil og peger på de fuldt lastede cykeltasker – og på sokkerne, der ligger til tørre på bagagebæreren. Og Napoleon med de gode, varme øjne ser ikke ud til at have det mindste imod sådan en ’lille’ tur tværs igennem Canada.

Men mens vi ønsker Patrice og Napoleon god tur videre frem, kan vi ikke lade være med at tænke på, at hvis nogle ville påstå, at sådan en tur er nem, ville det jo nok være noget i retning af århundredets overdrivelse.

Sault Ste Marie, Ontario, onsdag den 5. oktober 2011.

Når man fra tvillingebyen Ottawa/Hull sætter kursen mod vest, havner man (i hvert fald når man er os) efter et par dages kørsel i en anden tvillingeby, Sault Ste Marie – eller The Soo, som byen også kaldes. Sault betyder ’fald’ på fransk, og den hellige Marias navn er kommet med i byens navn, fordi det var franske jesuittermunke, der grundlagde den. 

De fald, det handler om, er ikke så store. De findes på Ste Marie-floden, der på et ganske kort stykke forbinder de to store søer, Superior og Huron. Men der er en lille højdeforskel, og derfor blev sejlads ind i den store Superior-sø først mulig for større skibe, da man fik anlagt nogle sluser her ved Sault Ste Marie. Det førte en masse arbejde med sig, og det er bl.a. derfor, byen i dag har næsten 100.000 indbyggere.

Der ligger en bydel både på den canadiske side af floden mod nord og på den amerikanske side (i Michigan) mod syd. Vi udforsker begge bydele og ser de store sluser og kører over broen, der forbinder de to bydele.

Turen ad highway 17 er meget smuk. På vort kort er den markeret som en ’marguerit-rute’, og det fortjener den. Men undervejs bliver vi også mindet om, at Canada er et meget stort – og ind imellem også et meget øde – land. Kilometer efter kilometer kører vi gennem det smukkeste efterårspyntede landskab, man kan tænke sig, men uden ret meget selskab på landevejen. Det er i områder som disse, man skal huske at tanke, når der er mulighed for det. For der kan nemt være 100 km til den næste by. 

Vi gør holdt i Pembroke, hvor vi på hovedgaden finder en kombineret café og delikatesse-forretning, der minder om de bedste af slagsen derhjemme. Indehaveren er tysker og hedder Ullrich, og bag disken bliver der også snakket tysk med bayersk accent. Min hustru glæder sig over, at man her kan købe ordentlig ost og pålæg – og lakrids naturligvis, som ellers er en mangelvare på disse kanter. 

I Sudbury, hvor vi overnatter ved en sø syd for byen, har man i mere end 100 år forsynet verden med nikkel. Minedriften har dog givet en del sår i landskabet, som man nu forsøger at lappe på. Her bor i øvrigt mange fransktalende – og også en del canadiere af skandinavisk herkomst, hvad vi opdager, da vi kører forbi ’Jeppesen Road’. 

Omkring Blind River finder vi ud af, at der også er amish-folk i området. Der er skilte, der advarer om hestekøretøjer på vejen, og ved en gård sælges der foruden græskar til Halloween også hjemmelavede marmelader m.m. Vasketøjet med de mange ensfarvede blå kjoler hænger også til tørre.

Her i Sault Ste Marie venter man i øvrigt fint besøg i dag. I den lokale avis fortælles det, at bysbarnet Roberta Bondar kommer for sammen med borgmesteren at være med til en ganske særlig begivenhed. Man er meget stolte af hende her i byen. Hun kalder sig selv ’en organiseret tornado’, og det var hende, der i 1992 var Canadas første kvindelige astronaut ombord på Discovery-rumfærgen. Nu skal hun nok have et eller andet opkaldt efter sig her i hjembyen. Forleden fik hun den ære at få sit navn på en stjerne-flise på Canadas Walk of Fame i Toronto.

Men vi skal videre vestpå. Og undervejs på de mange lange og øde men smukke strækninger vil vi i hvert fald helt sikkert have selskab af vor gode ven Tim. På masser af skilte undervejs fortælles det, at der i den næste lille by er en Tim Hortons-café. Vi aner ikke, hvor mange der er, men de er overalt. I den lille by Pembroke var der f.eks. tre, og alle steder serverer man god kaffe og te med hvad dertil hører til rimelige penge.

Tim Horton var i 50-erne og 60-erne ishockeyspiller og vandt fire gange mesterskabet The Stanley Cup. Sine penge satte han så i caféerne, som alle canadiere kender og holder meget af. Desværre blev han slået ihjel ved en trafikulykke i 1974, men hans navn lever altså i høj grad videre.

Nu er vi også blevet Tim Hortons-fans. Ikke fordi vi er stoppet ved mere end en enkelt af caféerne, men fordi det nu er meget rart på de lange ensomme stræk, hvor man kun har sig selv og hinanden, at vide, at der er civilisation og kaffe, te og lidt til den søde tand forude.

Ottawa, Ontario, søndag den 2. oktober 2011.

Ottawa er en dejlig by. Oprindelig lå der savværker her, hvor to floder mødes, men så blev byen Canadas hovedstad og fik i øvrigt ved den lejlighed sit nuværende navn. Der bor knap en million mennesker i byen. De fleste bor på sydsiden af Ottawa-floden i selve hovedstaden, som ligger i Ontario, men lige ovre på den anden side af floden i forstaden Hull i det fransktalende Quebec, bor der også en del. En af broerne, der forbinder de to byer, er i øvrigt opkaldt efter den danske prinsesse Alexandra.

Efter en fin høstgudstjeneste i St. Johns lutherske kirke, som man låner til formålet, er der hyggelig snak omkring kirkekaffebordet. Her snakker jeg bl.a. med Peter, og vi finder hurtigt ud af, at vi deler interessen for ishockey. Han glæder sig over, at der er en dansker, der spiller for Ottawa Senators. ”Ja, han hedder altså i virkeligheden Peter Jensen lige som mig, og han spiller meget bedre end mig,” griner Peter, ”men han har også taget efternavnet Regin.”

Cecilie stammer fra Tønder, og hun var bedste veninde med Margrethe, som vi har mødt flere gange hos hendes bror og svigerinde, Peter og Birgit, hjemme i Tommerup. Cecilie fortæller, at mange unge danskere i Ottawa i sin tid boede hos Margrethe og Villiam. Margrethe drev nemlig et pensionat, mens Villiam var kendt som ’Cement-Hansen’, fordi han lavede forskellige ting i beton, bl.a. havefigurer, som Margrethe så malede. ”Jeg savner hende meget,” siger Cecilie, som i øvrigt selv blev alene sidste år. ”Min Alfred og jeg boede engang i en by på vej over mod Montreal, som hedder Alfred,” fortæller hun. ”Det kunne de ikke finde ud af derhjemme. De syntes, det var underligt, at de skulle skrive til Alfred i Alfred!”

”Ja, vi er jo ikke så mange danske her i Ottawa, men der er god opbakning omkring den danske klub og gudstjenesterne her,” indskyder Peter, som i øvrigt har arbejdet for Villiams bror, og sidemanden, Knud Erik, nikker samtykkende. 

Vi snakker også lidt med Erik, som er Danmarks ambassadør i Canada og altså dermed i samme ’branche’ som vores Jakob. Erik stammer fra Halk, og han kender udmærket min far, som har konfirmeret hans søster. Ja, større er verden altså ikke!

Men ellers tilbringer vi nu mest tid i Ottawa sammen med vore gode venner Vita og Rolf, som jeg viede i Vancouver for næsten 25 år siden. De er utrolig hyggelige at være sammen med, og Rolf giver os også en rundtur i byen, hvor vi både kommer omkring parlamentet, de mange museer, premierministerens bolig, den danske ambassade og meget mere.

Rolf er nok den, der ved allermest om danskerne i Canada. I næsten 35 år har han været ’EU’s mand’ i Ottawa, og samtidig har han i mange år været formand for Forbundet af Danske Foreninger i Canada. Så han er god at få staldfiduser af, og jeg har da også tænkt mig at trække på hans viden fremover.

Efter et par dage i rigtig godt selskab med Vita og Rolf, Lajla og Nils samt Ottawa og danskerne her er det blevet tid til at foretage en U-vending og sætte kursen ’hjemad’ mod Vancouver og Bellingham, hvor Buddy jo ’bor’. GPS-en fortæller, at der er 4.488 km derud, men mon ikke, der venter os masser af oplevelser undervejs?

Grimsby, Ontario, fredag den 30. september 2011.

At køre over grænsen og ind i Canada er for os næsten som at komme hjem. Efter de sædvanlige spørgsmål om, hvor vi bor, hvor vi skal hen, hvornår vi rejser hjem, og om vi medbringer nogen form for våben, ender det heldigvis med, at tolderen byder os velkommen i Canada og ønsker os en god tur.

Og velkommen føler vi os med det samme, – også da vi ud på aftenen ankommer til Den danske Kirke i Grimsby. Det er Lajla og Nils Roland, der for et halvt års tid siden har taget over efter Kirsten og Jørgen Flensted-Jensen, da de drog hjem til Brylle efter 4½ år som præstepar blandt de dansk-canadiere, som de følte sig så godt tilpas sammen med, at de havde svært ved at slippe dem igen.

I weekenden har der været et ’Doors Open Grimsby’-arrangement, som kirken har deltaget i, og omkring 200 mennesker lagde vejen forbi og så den kombinerede kirke og præstebolig på hovedgaden Main Street. Og det er også en åben dør og stor gæstfrihed, der møder os.

Der har været dansk kirke på Niagara-halvøen siden 1950-erne, og vore desværre nu afdøde venner fra Vancouver-tiden, Anna og Immanuel Rasmussen, var et af de første præstepar i kirken, der dengang lå i Hamilton – med en aflægger i St. Catharines. Det hyggelige hus i Grimsby, der ligger midtvejs mellem de to byer, blev købt i 1969, og siden 1983 har menigheden ikke haft gæld i huset. Men gennem årene har den forholdsvis lille menighed fået god hjælp hjemmefra, – først fra Dansk Kirke i Udlandet og nu fra Danske Sømands- og Udlandskirker. Bl.a. er døbefonten i sin tid blevet foræret af DKU-kredsen i Aalborg, og så er der altså også gennem årene kommet en lind strøm af præster fra Danmark. Mange lokale har dog også på forskellige måder bidraget til at gøre kirken og præsteboligen oven over så hyggelige, som de er. For mange har stor kærlighed til stedet her. Det ved vi bl.a. fra mine forældre, der havde stor fornøjelse af at være her i nogle måneder i 1992-93.

Man regner med, at der bor omkring 2.000 dansk-canadiere på Niagara-halvøen, hvor en del har haft med frugtplantager eller vingårde at gøre, for det er det, halvøen især er kendt for. Og så er der naturligvis vandfaldene nede ved grænsen til USA. Selv om vi har set dem flere gange før, lægger vi naturligvis vejen forbi, for sådan en seværdighed skal man ikke snyde sig selv for at opleve igen. Og hvor er det fantastisk. Mens vi står og ser på kaskaderne af vand, der hele tiden vælter ud over kanten og danner det flotte hestesko-vandfald, kan jeg ikke lade være med at tænke på Saint-Exupéry’s historie fra ’Blæsten, sandet og stjernerne’ om beduinerne fra ørkenen i Afrika, som er kommet med en flyvemaskine til Europa og kommer ud og ser et vandfald. Da de og deres vært har stået og set på det længe, vil værten gerne videre, men beduinerne, der ikke er vant til at se vand – og slet ikke i de mængder, siger: ”Vi bliver til det holder op!” ”Men det holder aldrig op,” siger deres vært – og kommer til at tænke på, at det er akkurat på samme måde med Guds nåde, som heller aldrig slipper op.

Hver søndag kommer et sted mellem 25 og 60 til gudstjeneste i Den danske Kirke i Grimsby, og Nils fortæller, at man er i kontakt med omkring 200 i området. Men man vil naturligvis gerne være flere, så man har netop – efter en idé fra Lolland, hvor Nils i 37 år har været præst og senere også provst – haft en søndagsgudstjeneste med overskriften ”Fyld kirken!”

På søndag skal der være høstgudstjeneste i Ottawa, hvor de danske præster fra Grimsby og Toronto på skift kommer på besøg tre gange om året. Denne gang er det Nils’ tur, så vi beslutter os for at ses igen i hovedstaden.

Af og til holder præsten fra Grimsby også gudstjeneste i Waterloo, for der bor mange danske i det område. Og i Sunset Villa, der ligger et stykke vej fra Grimsby, er der et dansk samlingssted i Ontario. Her holdes Grundlovsdag og Skt. Hans-fest og meget andet, og her bor også en del danske, og der er hele tiden mange aktiviteter derude. Der er også en restaurant, og en smuk mindepark har man også fået etableret. 

Men vi sætter kursen mod Den danske Kirke på Finch Avenue i Toronto, hvor man har en ung præstefamilie. Pastor Elisabeth er ud af den navnkundige Arendt-familie, så hun har det ikke fra fremmede, kan man sige. Hendes far var præst, og både hendes farbror og farfar har været præster i Vancouver, og tre af hendes farbrødre plus en kusine er stadig i fuld sving i Danmark som henholdsvis sognepræster, domprovst og biskop.

Her i Toronto har Elisabeth nok at gøre, for her er en ret stor menighed og god kirkegang og mange aktiviteter. Lige nu er man – som det i øvrigt er tilfældet i så mange danske kirker i udlandet i løbet af efteråret – i gang med at forberede basaren, som er en af årets store begivenheder, – både fordi der kommer mange, og fordi en stor del af årets indtægter kommer ind ved denne lejlighed.

Det er lige før, vi får et par rejsekammerater med os fra Toronto. Da vi viser Buddy frem, får Kirstine og Andrea på 11 og 9 nemlig vældig lyst til at rejse med os. De klatrer både op på taget af vort motorhome og op i ’lejligheden’ over forsæderne, og det hele bliver godkendt, og de synes bestemt, vi kunne have en hyggelig tur sammen. Vi er også sikre på, at det bestemt ikke ville blive kedeligt, men da pigerne nok ville komme til at savne deres mor og far og lillesøster Laura på 8 måneder, bliver vi (og mor Elisabeth) enige om, at det må vente til en anden gang.

Så efter et besøg i toppen af en af verdens højeste bygninger, CN-tårnet, og en tur gennem bil-mylderet på highway 401, der i Toronto har helt op til 16 vejbaner, drager vi videre mod Canadas hovedstad.